Når den laveste fællesnævner bliver obligatorisk...
Jeg har lige købt en ydelse til ca.6050,- om året!
Men dels ved jeg endnu ikke hvad jeg har købt, og jeg har heller ikke haft mulighed for at sige nej. Jeg har ikke engang haft mulighed for at vælge imellem flere forskellige produkter. Så i praksis står jeg nu
med en udgift til en vare jeg ikke ønsker - og i øvrigt slet ikke har behov for!
Jeg taler om den obligatoriske madordning som dette lands Regering i sin uendelige og grænseløse visdom har fundet det nødvendigt at nedkalde over alle os forældres små syndige hoveder.
Isoleret set er en madordning jo en fin og anstændig tanke, hvis det vel at mærke gøres ordenligt. Men det er lige præcis dér det halter gevaldigt.
Jeg betvivler ikke at der er forældrer i dette land der enten ikke ved eller ikke har råd til at give deres børn noget ordenligt at spise, hjemme som på madpakken i daginstitutionen. Men der er altså rigtig mange forældrer der bruger både tid og kræfter på at sikre at deres børn får en ordenlig kost - både hjemme og på solstuen!
Jeg vil slet ikke lægge skjul på at jeg er endog meget territorial når det drejer sig om min familie og mit barn i særdeleshed. Men det tror jeg egentlig også alle andre forældrer er, og denne obligatoriske madordning(alene titlen får mig til at krumme tæer) er et alvorligt angreb - og hvis vi skal blive i terminologien - en decideret krigserklæring over for mange af dette lands forældrer. Det skulle man måske tænke en tanke eller to over i et kommunalt valgår som dette!
Don't fix It if It ain't broken!
Det er min påstand, at hvis man tog sig tiden, og ringede rundt til samtlige daglige ledere i dette lands vuggestue- og børnehaver, og spurgte til "lødigheden" af den mad børnene fik med hjemmefra, så ville de på næsten stående fod kunne fortælle hvor problemerne er. Og så gir' det pludselig god mening med en indsats, for selvfølgelig skal vores børn have noget ordenligt at spise.
Mit problem er blot at jeg kun kan opleve det som en kritik af min egen indsats, at det rugbød jeg selv bager, baseret på en gl. surdej, med masser af korn og kerner, 100% økologisk og 100% fri for tilsætning af nogen art. Min hjemmebagte leverpostej - også 100% økologisk - og alt det andet vi også går og gør i vores hjem(sammen med min datter - i øvrigt, netop for at hun skal lære noget om at lave mad) - det er ikke godt nok!
For at sikre at mit barn får noget ordenligt at spise, så skal hun nu have serveret et eller andet som jeg positivt ved ikke bliver lige så godt. Nu har jeg haft lejlighed til at læse en masse fine ord om hensigter og kommunikations-strategier. Desværre dækker det hele bare over det gode gamle eventyr - for han har jo ikke noget tøj på!
Vi skal som forældre betale 550,- pr. måned 11 md. om året for denne obligatoriske ordning. Men endnu har ingen kunne fortælle mig præcis hvad mit barn får for de penge. Men jeg kan sagtens, ud af alle de beregninger jeg indtil videre har set, se hvad hun ikke får. Hun får ikke et måltid der er lavet med kærlighed, økologi og overskud. Heller ikke et måltid hvor der lige var plads til en ekstra lille ting, som kan glæde i hverdagen. Ingen plads til
overraskelser. For sandheden er jo at mit barn ikke får mad for 550,- om måneden. En stor del af det beløb ædes op af en emballage, i reel som overført forstand, og i øvrigt vil det koste betydelig mere hvis måltidet skal nå en kvalitet og standard der kan matche det hun allerede får i dag.
I det hele taget har det været en meget forstemmende øvelse at prøve at sætte sig ind i hvad denne madordning indebærer. Navnligt er de beregninger der ligger til grund for budgetterne, kun vanskeligt gennemskuelige, og det er bestemt ikke noget der virker befordrende for en positiv modtagelse hos denne forældrer. Det samlede resultat der står tilbage er blot at enderne ikke kan mødes uden det koster på kvaliteten. I alle livets forhold gælder det at kvalitet koster. Om det drejer sig om en ny bil eller et måltid mad. Det er et fælles grundvilkår, som desværre ikke er gået op for alle. Og på regeringsniveau må det nærmest betragtes som vranglære.
Vi skal have det bedste sundhedssystem, de bedste uddannelsesinstitutioner, de bedste vilkår for vore børn - men det må ikke koste noget! Jamen sig mig er I alle sammen splittergale? Er det kun mig der kan se at de ikke har noget tøj på?
Tilbage til maden.
Jeg læser med stor fornøjelse når Bo Jacobsen(Restaurationen i Møntergade) i en klumme svinger sin kokkekniv over den manglende forståelse for fødevarernes betydning for vores alle sammens liv og helbred. Men jeg kan nogle gange godt komme i tvivl om hans skriverier også når til Christiansborg og relevante ministerier. Det er en skam, for lige dér står faktisk alt hvad man behøver at vide for at vende skuden. MEN DET KOSTER PENGE!
-og dermed politisk vilje og mod sådan som det parlamentariske billede ser ud i dag.
Hvis den obligatoriske madordning skulle fungere, så det også kunne være et projekt som vi møgforkælede overskudsforældrer kunne gå ind for, så ville det snarere koste i omegnen af det dobbelte, men så mange penge kan man ikke trække ekstra ud af børnefamiliernes budget, uden at risikere en reel revolution. Derfor vælger man den dårligste løsning overhovedet, at sætte skibet i søen, selv om man ved det bliver noget møg. Så kan man altid senere kaste nogle ekstra penge efter en ny mediestrategi der kan sælge budskabet til
alle dissidenterne(læs. forældrene).
Havde man nu tænkt sig om, så havde man valgt at sætte ind dér hvor problemet er, og kun der. Det vil alt andet lige også være væsentlig billigere end med et slag fuldstændig umyndiggøre dette lands småbørnsforældre. Selvfølgelig mener jeg ikke at der skal laves en "offentlig" særordning for de børn der ikke får noget ordentligt at spise med hjemmefra.
Men de mange millioner der nu sættes af(som altså ikke er nok til den løsning vi nu ser) kunne meget mere effektivt sættes af i form af særlig støtte og hjælp til, gætter jeg børnefamilier som nok ikke kun er presset på madbudgettet. Man kunne passende bruge beløbet til en styrket indsats over for det stigende antal børnefamilier i dette land, som ikke kan få enderne til at mødes, som ikke er nær så ressourcestærke som så mange andre. Hvis det gøres rigtigt og med respekt, behøver det heller ikke opleves som stigmatiserende for den enkelte borger at modtage den form for hjælp.
Vi får i forvejen alle sammen besøg af en sundhedsplejeske i forb. med at vi får børn. De kommer i hjemmet i en periode, og til et opfølgende besøg i 3-års alderen. Jeg synes det ligger lige til højrebenet at samtænke den viden pædagogerne har om børnene, med et tilbud om både vejledning og økonomisk støtte der hvor det nytter. Enten det eller en madordning for alle, med væsentlig højere ambitioner. Det sidste tvivler jeg desværre stærkt på i det nuværende politiske klima.
Derfor er konklusionen desværre, at vi nu skal betale for et produkt som alle med bare et minimum af intelligens kan regne sig frem til ikke holder, hvis vi både vil have noget der er ordenligt, men det samtidig skal holdes inden for den økonomiske ramme der nu foreligger.
I praksis betyder det at jeg fra 1.januar 2010 fortsat står op hver morgen og med endnu større glæde laver en madpakke til mit barn. Men jeg skal selvfølgelig stadig betale 550,- om måneden for en ydelse jeg ikke ønsker og ikke har brug for.
Men det er min demokratiske ret!
I sidste ende er det kun vore børn det går ud over!
mvh
Thomas Rønn
|
|
